Meget ofte kædes Nietzsches tanke om Guds død sammen med Webers modernitetstese. Weber argumenterer som bekendt for, at moderniteten er kendetegnet ved en affortryllelse af verden, hvor tidligere tiders magiske verdensopfattelse gradvis erstattes af rationel tænkning i form af målrationalitet. Denne udvikling er endvidere tæt sammenhængende med, at den tidligere hierarkiske organisering af samfundet erstattes af en funktionel differentiering. I stedet for substantielle, metafysisk og religiøst begrundede forestillinger om Sandhed og Retfærdighed baseres samfundet således på forskellige professioners rationelle kalkuler af, hvad der er det mest effektive eller i bedst overensstemmelse med formelle regler.
Med mindre variationer har Webers tese haft en overvældende betydning for europæisk – og måske mere end noget andet dansk – selvforståelse og historieskrivning. Vi er holdt op med at tro på Gud, fordi vi er blevet moderne og har erstattet overtro med videnskab og hierarki med arbejdsdeling. Den udgør en hjørnesten i enhver danskers socialdemokratiske ABC og i den almindelige, folkelige ateisme. Der er kun et problem: den er forkert.
Man taler i dag meget om religionen (eller religionernes) genkomst. Ordet genkomst forudsætter selvsagt, at religionen i en periode havde været væk. Ganske ofte er denne talemåde også knyttet til den Weberske forestilling om, at religion "naturligt" eller "nødvendigvis" ville forsvinde, efterhånden som vi blev moderne. Heraf den blanding af forundring og forargelse, hvormed man taler om denne religionens genkomst. Man forundres over, at religionen kommer igen, når den nu burde forsvinde i det moderne. Og man forarges over de mange mennesker, der tilsyneladende ikke har forstået, at de i en moderne verden burde opgive barnetroen.
Men problemet er snarere, at det er forkert, at religion og modernitet ikke kan forenes. Der er intet misforhold mellem at tro på Gud og emaile med sin investment banker. Og hvorfor skulle man ikke kunne bruge sin mobiltelefon til at tale med sin rabbi, imam eller præst? Måske problemet er europæeres narcissistiske tendens til at overvurdere betydningen af vores egen erfaring. Det er rigtigt, at religion i en lang periode i europæisk historie var forholdsvis fraværende. Men europæisk historie kan ikke lægges til grund for en generel historiefilosofi. Selv Europas tætte slægtning, USA, adskiller sig grundlæggende på dette punkt: ud fra enhver rimelig betragtning er USA et endog meget moderne samfund. Og alligevel har religion altid været en afgørende faktor i amerikansk kultur og politik. Religionernes såkaldte "genkomst" forstås måske bedre som det, at andre lande og kulturer i deres udvikling snarere følger den amerikanske end den europæiske vej. Religionen har aldrig været væk i Afrika, Sydøstasien, Mellemøsten eller Latinamerika. Og i den udstrækning den har været det i tidligere kommunistiske lande som Kina eller Rusland, så har det i høj grad været et resultat af politisk undertrykkelse og forfølgelse, der måske nok kan ses som (forskruede) udtryk for modernitet, men omvendt viser, at religion ikke forsvinder "af sig selv". Religionen kommer derfor heller ikke "igen"; den bliver bare ved med at være der, selv efterhånden som disse lande bliver moderne. Webers tese vender derfor tingene på hovedet: det, der er behov for at blive forklaret, er ikke, at religionen kommer igen eller vedbliver at eksistere i moderne samfund, men derimod, at religionen i en periode i Europas historie forsvandt. Af samme grund er sociologer begyndt at tale om den europæiske undtagelse efter i en lang periode at have talt om den amerikanske.
Tilbage til Nietzsche: hvis det var rigtigt, at Guds død blot var Nietzsches navn for den Weberske modernitetstese, så måtte man derfor konkludere, at Nietzsche tog fejl. Gud er ikke død. Han lever i bedste velgående. Men omvendt er det også en god grund til at bemærke, at Nietzsches kritik ikke retter sig mod religionen og de troende, men derimod mod den almindelige ateisme. Netop i en situation, hvor den ateistiske selvforståelse viser sig at være forkert, er der måske grund til at overveje, om ikke den banale gudløshed paradoksalt nok udgør en ureflekteret variant af den gudsdyrkelse, som den tror sig befriet for. Som om de gudløse endnu ikke havde forstået, hvad det vil sige, at Gud var død og derfor blot levede videre som om intet var hændt. Som om denne ateisme selv var en bizar nekrofil form for gudsdyrkelse. Som om vi endnu ikke var blevet denne hændelse værdig.
