Passagen hører til de mest kanoniske i Nietzsches forfatterskab – og dermed også til et af de vigtigste referencepunkter i nyere filosofi. Måske det er derfor, at man så ofte er blind for, hvor vanskelig forståelig den egentlig er. Man tror, at man forstår den. At man kender den. Og man tror det i en sådan grad, at man ikke længere er i stand til at læse den.
Nietzsches navn er selvfølgeligt uløseligt forbundet med forestillingen om Guds død. Og den studerede og belæste vil vide, at "Gud" egentlig kun er en kortform for alle de mange store idealer og fortællinger, der angiveligt har domineret vestlig tænkning siden antikken. Nietzsche kan imidlertid på ingen måde siges at være ophavsmand eller inspirator for den gradvise sekularisering af europæisk kultur og tænkning. Tværtimod er han et forholdsvist senttilkomment medlem i en række af tænkere, der fra Hobbes og Spinoza over Voltaire og frem til Weber registrerer og begejstres-foruroliges over kristendommens sammenbrud som politisk og metafysik ramme.
Der er et vist grundlag for at regne Nietzsche til denne tradition. Først og fremmest selvfølgelig i form af de mange aldeles kradse diagnoser af kristendommen, som er at finde hos Nietzsche med Antikrist som det måske klareste og voldsomste eksempel. Men også Nietzsches påkalden sig Voltaire og fritænkerne peger entydigt i denne retning.
Men alligevel passer passagen ikke rigtigt til dette traditionelle billede af Nietzsche som den store religionskritiker. Det er nemlig ikke den gale mand, men derimod hans tilhørere, der ikke tror på Gud. Og omvendt er det den gale mand, der tænder lanterne om formiddagen til erstatning for det guddommelige lys. Pointen er derfor ikke slet og ret, at den gale mand fortæller, at Gud er død eller ikke eksisterer. Det ved hans tilhørere nemlig godt i forvejen, for så vidt som de netop ikke tror på Gud; pointen er snarere, at han fortæller dem om betydningen af Guds død – for den har de stadig ikke forstået, på trods af eller på grund af deres konventionelle ateisme. Det gale menneskes kritik retter sig derfor ikke i første omgang mod kristendom og religion, men derimod mod den sekulære ateisme, der i samtiden var blevet resultatet af Guds død og kristendommens fallit.
Og hvad der gælder det gale menneske, gælder for Nietzsche selv. Læg blot mærke til den lange række af nietzscheanske temaer, der i passagen associeres med det gale menneske: i de gudløses øjne er han som det barn, der i afsnittet om åndens tre forvandlinger i Zarathustra fremhæves som billede på overmennesket, og ganske som Nietzsche selv er han utidssvarende og kommer for tidlig.
Set i dette lys bliver det klart, at problemet for Nietzsche ikke er, at vi tror på Gud, men derimod at vi, i og med at vi ikke længere tror på Gud, også er ophørt med at tro på vores egne værdier – at vi er helt ophørt med overhovedet at have værdier. Det er derfor, at vi kun kan blive værdige til Guds død ved at opfinde nye hellige ceremonier, ved selv at blive guder. Det er imidlertid netop det, som den samtidig sekularisme ikke har forstået. Den lever nemlig videre, som om intet var hent; som om det, at værdier ikke længere var os givet i form af en guddommelig realitet, ingen konsekvenser har for livet – hvorved den forbliver blind over for dette afgørende, at livet i sig selv er en skabelse af værdier.
