Requiem aeternam deo

Meget ofte kædes Nietzsches tanke om Guds død sammen med Webers modernitetstese. Weber argumenterer som bekendt for, at moderniteten er kendetegnet ved en affortryllelse af verden, hvor tidligere tiders magiske verdensopfattelse gradvis erstattes af rationel tænkning i form af målrationalitet. Denne udvikling er endvidere tæt sammenhængende med, at den tidligere hierarkiske organisering af samfundet erstattes af en funktionel differentiering. I stedet for substantielle, metafysisk og religiøst begrundede forestillinger om Sandhed og Retfærdighed baseres samfundet således på forskellige professioners rationelle kalkuler af, hvad der er det mest effektive eller i bedst overensstemmelse med formelle regler.

Med mindre variationer har Webers tese haft en overvældende betydning for europæisk – og måske mere end noget andet dansk – selvforståelse og historieskrivning. Vi er holdt op med at tro på Gud, fordi vi er blevet moderne og har erstattet overtro med videnskab og hierarki med arbejdsdeling. Den udgør en hjørnesten i enhver danskers socialdemokratiske ABC og i den almindelige, folkelige ateisme. Der er kun et problem: den er forkert.

Man taler i dag meget om religionen (eller religionernes) genkomst. Ordet genkomst forudsætter selvsagt, at religionen i en periode havde været væk. Ganske ofte er denne talemåde også knyttet til den Weberske forestilling om, at religion "naturligt" eller "nødvendigvis" ville forsvinde, efterhånden som vi blev moderne. Heraf den blanding af forundring og forargelse, hvormed man taler om denne religionens genkomst. Man forundres over, at religionen kommer igen, når den nu burde forsvinde i det moderne. Og man forarges over de mange mennesker, der tilsyneladende ikke har forstået, at de i en moderne verden burde opgive barnetroen.

Men problemet er snarere, at det er forkert, at religion og modernitet ikke kan forenes. Der er intet misforhold mellem at tro på Gud og emaile med sin investment banker. Og hvorfor skulle man ikke kunne bruge sin mobiltelefon til at tale med sin rabbi, imam eller præst? Måske problemet er europæeres narcissistiske tendens til at overvurdere betydningen af vores egen erfaring. Det er rigtigt, at religion i en lang periode i europæisk historie var forholdsvis fraværende. Men europæisk historie kan ikke lægges til grund for en generel historiefilosofi. Selv Europas tætte slægtning, USA, adskiller sig grundlæggende på dette punkt: ud fra enhver rimelig betragtning er USA et endog meget moderne samfund. Og alligevel har religion altid været en afgørende faktor i amerikansk kultur og politik. Religionernes såkaldte "genkomst" forstås måske bedre som det, at andre lande og kulturer i deres udvikling snarere følger den amerikanske end den europæiske vej. Religionen har aldrig været væk i Afrika, Sydøstasien, Mellemøsten eller Latinamerika. Og i den udstrækning den har været det i tidligere kommunistiske lande som Kina eller Rusland, så har det i høj grad været et resultat af politisk undertrykkelse og forfølgelse, der måske nok kan ses som (forskruede) udtryk for modernitet, men omvendt viser, at religion ikke forsvinder "af sig selv". Religionen kommer derfor heller ikke "igen"; den bliver bare ved med at være der, selv efterhånden som disse lande bliver moderne. Webers tese vender derfor tingene på hovedet: det, der er behov for at blive forklaret, er ikke, at religionen kommer igen eller vedbliver at eksistere i moderne samfund, men derimod, at religionen i en periode i Europas historie forsvandt. Af samme grund er sociologer begyndt at tale om den europæiske undtagelse efter i en lang periode at have talt om den amerikanske.

Tilbage til Nietzsche: hvis det var rigtigt, at Guds død blot var Nietzsches navn for den Weberske modernitetstese, så måtte man derfor konkludere, at Nietzsche tog fejl. Gud er ikke død. Han lever i bedste velgående. Men omvendt er det også en god grund til at bemærke, at Nietzsches kritik ikke retter sig mod religionen og de troende, men derimod mod den almindelige ateisme. Netop i en situation, hvor den ateistiske selvforståelse viser sig at være forkert, er der måske grund til at overveje, om ikke den banale gudløshed paradoksalt nok udgør en ureflekteret variant af den gudsdyrkelse, som den tror sig befriet for. Som om de gudløse endnu ikke havde forstået, hvad det vil sige, at Gud var død og derfor blot levede videre som om intet var hændt. Som om denne ateisme selv var en bizar nekrofil form for gudsdyrkelse. Som om vi endnu ikke var blevet denne hændelse værdig.

 

 

 

 

Nietzsche og religionskritik

Passagen hører til de mest kanoniske i Nietzsches forfatterskab – og dermed også til et af de vigtigste referencepunkter i nyere filosofi. Måske det er derfor, at man så ofte er blind for, hvor vanskelig forståelig den egentlig er. Man tror, at man forstår den. At man kender den. Og man tror det i en sådan grad, at man ikke længere er i stand til at læse den.

Nietzsches navn er selvfølgeligt uløseligt forbundet med forestillingen om Guds død. Og den studerede og belæste vil vide, at "Gud" egentlig kun er en kortform for alle de mange store idealer og fortællinger, der angiveligt har domineret vestlig tænkning siden antikken. Nietzsche kan imidlertid på ingen måde siges at være ophavsmand eller inspirator for den gradvise sekularisering af europæisk kultur og tænkning. Tværtimod er han et forholdsvist senttilkomment medlem i en række af tænkere, der fra Hobbes og Spinoza over Voltaire og frem til Weber registrerer og begejstres-foruroliges over kristendommens sammenbrud som politisk og metafysik ramme.

Der er et vist grundlag for at regne Nietzsche til denne tradition. Først og fremmest selvfølgelig i form af de mange aldeles kradse diagnoser af kristendommen, som er at finde hos Nietzsche med Antikrist som det måske klareste og voldsomste eksempel. Men også Nietzsches påkalden sig Voltaire og fritænkerne peger entydigt i denne retning.

Men alligevel passer passagen ikke rigtigt til dette traditionelle billede af Nietzsche som den store religionskritiker. Det er nemlig ikke den gale mand, men derimod hans tilhørere, der ikke tror på Gud. Og omvendt er det den gale mand, der tænder lanterne om formiddagen til erstatning for det guddommelige lys. Pointen er derfor ikke slet og ret, at den gale mand fortæller, at Gud er død eller ikke eksisterer. Det ved hans tilhørere nemlig godt i forvejen, for så vidt som de netop ikke tror på Gud; pointen er snarere, at han fortæller dem om betydningen af Guds død – for den har de stadig ikke forstået, på trods af eller på grund af deres konventionelle ateisme. Det gale menneskes kritik retter sig derfor ikke i første omgang mod kristendom og religion, men derimod mod den sekulære ateisme, der i samtiden var blevet resultatet af Guds død og kristendommens fallit.

Og hvad der gælder det gale menneske, gælder for Nietzsche selv. Læg blot mærke til den lange række af nietzscheanske temaer, der i passagen associeres med det gale menneske: i de gudløses øjne er han som det barn, der i afsnittet om åndens tre forvandlinger i Zarathustra fremhæves som billede på overmennesket, og ganske som Nietzsche selv er han utidssvarende og kommer for tidlig.

Set i dette lys bliver det klart, at problemet for Nietzsche ikke er, at vi tror på Gud, men derimod at vi, i og med at vi ikke længere tror på Gud, også er ophørt med at tro på vores egne værdier – at vi er helt ophørt med overhovedet at have værdier. Det er derfor, at vi kun kan blive værdige til Guds død ved at opfinde nye hellige ceremonier, ved selv at blive guder. Det er imidlertid netop det, som den samtidig sekularisme ikke har forstået. Den lever nemlig videre, som om intet var hent; som om det, at værdier ikke længere var os givet i form af en guddommelig realitet, ingen konsekvenser har for livet – hvorved den forbliver blind over for dette afgørende, at livet i sig selv er en skabelse af værdier.

Tysk originaltekst

Dansk oversættelse

Det gale menneske

Det gale menneske. - Har I ikke hørt om det gale menneske, der ved højlys formiddag tændte en lanterne, løb ned på markedspladsen og uophørligt skreg: "Jeg leder efter Gud! Jeg leder efter Gud!". Da mange af netop dem, der ikke troede på Gud, stod samlet på det sted, vakte han en stor latter. Er han gået helt tabt? sagde den ene. Har han forvildet sig som et barn? sagde den anden. Eller skjuler han sig? Er han bange for os? Sejlet bort? Udvandret? - således skreg og lo de til hinanden.

Det gale menneske sprang ind imellem dem og gennemborede dem med sine øjne. "Hvor er Gud?, råbte han, det skal jeg sige jer! Vi har dræbt ham, - jer og mig! Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi gjort det? Hvordan har vi kunnet drikke havet op? Hvem gav os den svamp, som vi kunne viske hele horisonten bort med? Hvad gjorde vi, da vi løsgjorde jorden fra dens lænkede bane om solen? Hvor er den nu på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Væk fra alle sole? Styrter vi fortsat? Og baglæns, sidelæns, forlæns, til alle sider? Findes der stadig et opad og et nedad? Flakker vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet? Mærker vi ikke det tomme rums åndedrag? Er det ikke blevet koldere? Er det ikke bare nat og atter nat, der står foran os? Er vi ikke nødt til at tænde lanterner om formiddagen? Hører vi endnu intet af larmen fra graverne, der begraver Gud? Lugter vi endnu intet af den guddommelige forrådnelse? - også guder rådner!

Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel! Hvordan skal vi kunne trøste os, alle morderes morder? Det helligste og det mægtigste, som verden hidtil besad, er forblødt under vores knive, - hvem skal tørre dette blod af os? Med hvilket vand skal vi kunne gøre os rene? Hvilket sonoffer, hvilke hellige ceremonier bliver vi nødt til at opfinde? Er størrelsen af denne gerning ikke for stor for os? Må vi ikke selv blive til guder for at forekomme at være den værdig? Der har aldrig fandtes en større gerning, - og enhver, der vil blive født efter os, vil i kraft af denne gerning tilhøre en højere historie, end enhver historie hidtil har været!"
- Her tav det gale menneske og så igen sine tilhørere an: også de tav og så på ham med forundrede blikke. Endelig kastede han sin lanterne mod jorden, så den sprang i stykker og gik ud. "Jeg kommer for tidlig, sagde han så, jeg er endnu ikke til tiden. Den enorme begivenhed er endnu undervejs og vandrer, - den er endnu ikke kommet menneskene for øre. Lyn og torden behøver tid, stjernernes lys behøver tid, gerninger behøver tid, også efter at de er blevet udført, for at blive set og hørt. Denne gerning er endnu fjernere fra dem end den fjerneste stjerne, - og dog har de selv udført den!"

- Man fortæller videre, at det gale menneske den samme dag trængte ind i forskellige kirker for der at istemme sit Requiem aeternam deo. Idet han blev ført ud og udspurgt, svarende han blot "Hvad er disse kirker nu, andet end Guds grav og gravmål?".

(Nietzsche, Den muntre Videnskab, § 125).

Der tolle Mensch

Der tolle Mensch. - Habt ihr nicht von jenem tollen Menschen gehört, der am hellen Vormittage eine Laterne anzündete, auf den Markt lief und unaufhörlich schrie: "ich suche Gott! Ich suche Gott!" - Da dort gerade Viele von Denen zusammen standen, welche nicht an Gott glaubten, so erregte er ein grosses Gelächter. Ist er denn verloren gegangen? sagte der Eine. Hat er sich verlaufen wie ein Kind? sagte der Andere. Oder hält er sich versteckt? Fürchtet er sich vor uns? Ist er zu Schiff gegangen? ausgewandert? - so schrieen und lachten sie durcheinander.

Der tolle Mensch sprang mitten unter sie und durchbohrte sie mit seinen Blicken. "Wohin ist Gott? rief er, ich will es euch sagen! Wir haben ihn getödtet, - ihr und ich! Wir Alle sind seine Mörder! Aber wie haben wir diess gemacht? Wie vermochten wir das Meer auszutrinken? Wer gab uns den Schwamm, um den ganzen Horizont wegzuwischen? Was thaten wir, als wir diese Erde von ihrer Sonne losketteten? Wohin bewegt sie sich nun? Wohin bewegen wir uns? Fort von allen Sonnen? Stürzen wir nicht fortwährend? Und rückwärts, seitwärts, vorwärts, nach allen Seiten? Giebt es noch ein Oben und ein Unten? Irren wir nicht wie durch ein unendliches Nichts? Haucht uns nicht der leere Raum an? Ist es nicht kälter geworden? Kommt nicht immerfort die Nacht und mehr Nacht? Müssen nicht Laternen am Vormittage angezündet werden? Hören wir noch Nichts von dem Lärm der Todtengräber, welche Gott begraben? Riechen wir noch Nichts von der göttlichen Verwesung? - auch Götter verwesen!

Gott ist todt! Gott bleibt todt! Und wir haben ihn getödtet! Wie trösten wir uns, die Mörder aller Mörder? Das Heiligste und Mächtigste, was die Welt bisher besass, es ist unter unseren Messern verblutet, - wer wischt diess Blut von uns ab? Mit welchem Wasser könnten wir uns reinigen? Welche Sühnfeiern, welche heiligen Spiele werden wir erfinden müssen? Ist nicht die Grösse dieser That zu gross für uns? Müssen wir nicht selber zu Göttern werden, um nur ihrer würdig zu erscheinen? Es gab nie eine grössere That, - und wer nur immer nach uns geboren wird, gehört um dieser That willen in eine höhere Geschichte, als alle Geschichte bisher war!"

- Hier schwieg der tolle Mensch und sah wieder seine Zuhörer an: auch sie schwiegen und blickten befremdet auf ihn. Endlich warf er seine Laterne auf den Boden, dass sie in Stücke sprang und erlosch. "Ich komme zu früh, sagte er dann, ich bin noch nicht an der Zeit. Diess ungeheure Ereigniss ist noch unterwegs und wandert, - es ist noch nicht bis zu den Ohren der Menschen gedrungen. Blitz und Donner brauchen Zeit, das Licht der Gestirne braucht Zeit, Thaten brauchen Zeit, auch nachdem sie gethan sind, um gesehen und gehört zu werden. Diese That ist ihnen immer noch ferner, als die fernsten Gestirne, - und doch haben sie dieselbe gethan!"

- Man erzählt noch, dass der tolle Mensch des selbigen Tages in verschiedene Kirchen eingedrungen sei und darin sein Requiem aeternam deo angestimmt habe. Hinausgeführt und zur Rede gesetzt, habe er immer nur diess entgegnet: "Was sind denn diese Kirchen noch, wenn sie nicht die Grüfte und Grabmäler Gottes sind?" -

(Nietzsche, Die Fröhlichen Wissenschaft, §125)