tirsdag den 10. marts 2009

Det gale menneske

Det gale menneske. - Har I ikke hørt om det gale menneske, der ved højlys formiddag tændte en lanterne, løb ned på markedspladsen og uophørligt skreg: "Jeg leder efter Gud! Jeg leder efter Gud!". Da mange af netop dem, der ikke troede på Gud, stod samlet på det sted, vakte han en stor latter. Er han gået helt tabt? sagde den ene. Har han forvildet sig som et barn? sagde den anden. Eller skjuler han sig? Er han bange for os? Sejlet bort? Udvandret? - således skreg og lo de til hinanden.

Det gale menneske sprang ind imellem dem og gennemborede dem med sine øjne. "Hvor er Gud?, råbte han, det skal jeg sige jer! Vi har dræbt ham, - jer og mig! Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi gjort det? Hvordan har vi kunnet drikke havet op? Hvem gav os den svamp, som vi kunne viske hele horisonten bort med? Hvad gjorde vi, da vi løsgjorde jorden fra dens lænkede bane om solen? Hvor er den nu på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Væk fra alle sole? Styrter vi fortsat? Og baglæns, sidelæns, forlæns, til alle sider? Findes der stadig et opad og et nedad? Flakker vi ikke omkring som gennem et uendeligt intet? Mærker vi ikke det tomme rums åndedrag? Er det ikke blevet koldere? Er det ikke bare nat og atter nat, der står foran os? Er vi ikke nødt til at tænde lanterner om formiddagen? Hører vi endnu intet af larmen fra graverne, der begraver Gud? Lugter vi endnu intet af den guddommelige forrådnelse? - også guder rådner!

Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel! Hvordan skal vi kunne trøste os, alle morderes morder? Det helligste og det mægtigste, som verden hidtil besad, er forblødt under vores knive, - hvem skal tørre dette blod af os? Med hvilket vand skal vi kunne gøre os rene? Hvilket sonoffer, hvilke hellige ceremonier bliver vi nødt til at opfinde? Er størrelsen af denne gerning ikke for stor for os? Må vi ikke selv blive til guder for at forekomme at være den værdig? Der har aldrig fandtes en større gerning, - og enhver, der vil blive født efter os, vil i kraft af denne gerning tilhøre en højere historie, end enhver historie hidtil har været!"
- Her tav det gale menneske og så igen sine tilhørere an: også de tav og så på ham med forundrede blikke. Endelig kastede han sin lanterne mod jorden, så den sprang i stykker og gik ud. "Jeg kommer for tidlig, sagde han så, jeg er endnu ikke til tiden. Den enorme begivenhed er endnu undervejs og vandrer, - den er endnu ikke kommet menneskene for øre. Lyn og torden behøver tid, stjernernes lys behøver tid, gerninger behøver tid, også efter at de er blevet udført, for at blive set og hørt. Denne gerning er endnu fjernere fra dem end den fjerneste stjerne, - og dog har de selv udført den!"

- Man fortæller videre, at det gale menneske den samme dag trængte ind i forskellige kirker for der at istemme sit Requiem aeternam deo. Idet han blev ført ud og udspurgt, svarende han blot "Hvad er disse kirker nu, andet end Guds grav og gravmål?".

(Nietzsche, Den muntre Videnskab, § 125).

Ingen kommentarer: